Når verden vakler, vender vi os mod fortiden

Det er ikke mange uger siden, vi igen diskuterede Trumps ønsker om Grønland. Samtidig fylder nyheder om Ruslands krig, europæisk oprustning og AfD’s fremgang i Tyskland avisernes forsider. I takt med at den internationale usikkerhed vokser, blusser også diskussionerne om rigsfællesskab, danske værdier, kulturarv og national identitet op.

Det er ikke noget nyt. Tværtimod. Når samfund rammes af usikkerhed, vender de sig ofte mod fortiden. Ikke nødvendigvis for at finde svar, men for at finde fortællinger, der kan skabe sammenhæng og mening i en verden, der pludselig virker mindre sikker.

Historien, og dermed fortiden, er nemlig ikke bare noget, vi har liggende passivt i baggrunden. Det er noget, vi bruger. Historien er et redskab, og det har den været i århundreder.

 I et dansk perspektiv er vores genfortælling af middelalderen et nærliggende eksempel på netop dette. Renæssancen opfandt forestillingen om middelalderen som en mørk mellemperiode og brugte den til at definere sig selv som moderne. Oplysningstiden kritiserede middelalderen som ufornuftig, men samlede samtidig de kilder og fortællinger, der senere skulle bruges til at skabe en national historie. Hvor renæssancen så en mørk parentes, så romantikken et tabt paradis og byggede fortællinger om folk, konge og fædreland på dens fundament. Senere brugte symbolisterne den samme middelalder som et åndeligt fristed i mødet med moderniteten.

Interessant er det, at historiens karakter altid ændrer sig alt efter, hvem der fortæller den. Det giver måske sig selv, men det er bemærkelsesværdigt, hvor ofte hele samfund omformer fortiden, så den passer til samtidens behov. Richard Løvehjerte og Prins John er eksempelvis ikke kun historiske personer. De er også fortællinger. Fortællinger, der i forskellige perioder er blevet brugt til at illustrere, hvordan den gode og den dårlige hersker ser ud. Shakespeare og Disney var næppe enige om ret meget, men de var enige om én ting: Richard skulle være helten og John skurken, selvom den historiske virkelighed var betydeligt mere kompliceret. Samfund har sjældent brug for komplicerede fortællinger i perioder præget af usikkerhed. De har brug for pejlemærker. Fortællinger, der kan forbinde en usikker nutid med en mere forståelig fortid og en fremtid, der endnu ikke har taget form.

Richard Løvehjerte og Prins John overlevede ikke i eftertidens bevidsthed, fordi deres historier var sande i enhver detalje. De overlevede, fordi de opfyldte et behov.

Og det er måske den vigtigste pointe: Fortællinger, der hjælper os med at forstå os selv, er ofte stærkere end den rodede virkelighed, de udspringer af.

Den mekanisme er ikke begrænset til engelske konger. Når sygdom, dødsfald eller tronskifter rammer kongehusene, som det nyligt har gjort i Norge, handler den offentlige samtale sjældent kun om de mennesker, det drejer sig om. Pludselig trækkes århundreders historie frem. Kongerækker, dynastier, nationale fortællinger og forestillinger om rigets kontinuitet bliver en del af diskussionen. Ligeledes, når debatten om rigsfællesskabet blusser op, diskuterer vi sjældent kun Grønlands økonomi eller Danmarks sikkerhedspolitiske interesser. Vi trækker samtidig på fortællinger om rigets historie, fælles fortid og forestillinger om, hvem vi er som fællesskab. Vi diskuterer med andre ord ikke kun politik. Vi diskuterer også fortællinger om os selv.

Samme mønster kan også spores uden for de store geopolitiske spørgsmål. Da de seneste Pisa-resultater udløste bekymring for den danske folkeskole, handlede diskussionen hurtigt ikke kun om testresultater. Politikere indkaldte til krisemøder, eksperter ledte efter forklaringer, og debatten kom til at kredse om, hvad der var gået galt. Men lige så hurtigt begyndte vi at se bagud. Hvornår mistede vi den gode skole? Hvad gjorde vi engang? Hvad har vi forladt undervejs? Også her begynder vi at lede efter forklaringer i fortællinger om, hvem vi var, for bedre at forstå, hvem vi er blevet.

I diskussionen om Grønland, europæisk sikkerhed, danske værdier, kongehusets rolle eller folkeskolens fremtid handler det sjældent kun om de konkrete spørgsmål. Det handler også om et samfund på jagt efter sig selv. For i en tid, hvor alliancer udfordres, grænser diskuteres, og Europas fremtid virker mindre sikker, opstår behovet for fortællinger, der kan skabe sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid.

Måske er det derfor, historien fylder så meget netop nu, selvom vi ikke altid bemærker det. For når vi spørger, hvad der sker med folkeskolen, rigsfællesskabet eller Europas sikkerhed, spørger vi i virkeligheden også, hvem vi er.

Vi vender os ikke mod fortiden, fordi vi ønsker at leve i den. Vi vender os mod den, fordi vi leder efter noget, der kan bære os videre.

Når verden vakler, vender vi os mod fortiden. Ikke fordi fortiden har ændret sig, men fordi fremtiden har. Derfor er det også værd at spørge, hvilke fortællinger vi vælger at tage med os videre.